Skjern å 2009

 

          

Sensommertur på Skjern Å

12. - 13. september  2009

 

Lone og Jytte beretter om deres første åtur.

 

 

 

 

Turudvalget havde i år fundet ud af, at sensommerens tur skulle roes på Skjern Å - en tur på 50 km .

Opslaget med tilmelding blev hængt op d. 25/8 kl. 18.00, og der gik ikke mange minutter, før der var ”udsolgt”. Men vi var altså blandt de heldige, selv om det ikke var helt uden bekymring, for vi var jo nybegyndere, kunne vi nu klare det, og så 50 km og og og.

Sammen med 33 andre roere drog vi ret forventningsfulde hjemmefra lørdag morgen den 12. september. Vi satte kurs mod Vester Mølle, hvor turen skulle starte. Da vi samtidig benyttede køreturen derop til at lokalisere Skjern Å’s udspring, ankom vi til startstedet som nogle af de sidste. På det tidspunkt var kajakkerne blevet læsset af, og der var en hektisk stemning, for alle roere var ivrige efter at komme af sted. Inger orienterede kort om dagens rute og de forskellige stop. Herefter blev kajakkerne båret ned til en lille anlægsbro, hvor Carsten stod parat med en hjælpende hånd, så vi ”nybegyndere” på betryggende vis fik placeret os i kajakkerne, og så var det ellers bare af sted. Vi startede med at krydse 3 søer med åbne vidder og modvind, derefter gik det videre til Hastrup Mølle, hov for resten, der var der en overbæring! Det var ikke lige noget, vi havde forberedt os på. Og der ville komme flere, fik vi så at vide. Ja, ja trods disse uventede forhindringer, gik det faktisk rigtig fint, og vi blev nogle cm højere for hver overbæring. Inden overbæringen ved Hastrup Mølle blev der lige tid til en kop kaffe.

Så gik det videre til Hastrup Rasteplads, hvor vi nød vores madpakker. Herefter fortsatte turen mod lørdagens sidste stop, Brande Camping, hvor vi skulle overnatte, dels i hytter og dels i telte. Efter indkvarteringen var det så i gang med forberedelserne til den fælles aftensmad samt borddækning i det opstillede partytelt. Nogen stod for anretning af de salater, som var medbragt hjemmefra, og Henrik agerede som grillmester. Det var superlækkert og en rigtig hyggelig aften. Det blev nu ikke ret sent, for vi var vist alle trætte, og vi manglede jo stadigvæk at tilbagelægge mere end 20 km næste dag.

Søndagen startede med morgenmad i teltet, hvorefter vi i fællesskab pakkede sammen og gjorde klar til afgang.  Inden starten på dagens etape havde Gudrun med sine gymnastiske øvelser sørget for, at alle var varmet godt op til turen.

Én efter én blev vi sendt af sted, og så kom ellers de næste store udfordringer, for å-løbet snoede og bugtede sig helt vildt, det ene u-sving efter det andet. Der var god vind, mere eller mindre strøm og ikke mindst masser af strømhvirvler. Det blev lidt af en prøvelse for mange, flere blev fanget i svingene og under grenene, som hang ud over vandet, flere væltede, blev taget af grenene, hvilket bevirkede, at vi af og til klumpede sammen. Jo, vi fik i høj grad afprøvet teknikker og kræfter, her var det ikke nok at bruge roret.  Der var indtil flere overbæringer, et lille vandfald og et par sluser, som skulle forceres.

Men trods strabadserne nåede vi dog alle velbeholdne i mål ved Skarrild, hvorefter kajakkerne blev rengjort, bilerne og anhængerne pakket, og så var det ellers hjemad.

Det var en super weekend med lækkert vejr og skønne naturomgivelser samt et velfungerede fællesskab. Og selv om det ind imellem krævede dyb koncentration med pagajstyringen, fik vi da også kigget lidt ”op” på den smukke natur, hvor der bl.a. voksede mange vilde orkideer på skråningerne. Ole var så heldig, at han fik set hele 3 isfugle på turen. Så heldige var vi andre nu ikke, men vi havde til gengæld en anden sjov oplevelse, idet der på en lang strækning voksede  brøndkarse i store mængder i vandkanten, og det blev der flittigt høstet af fra kajakkerne og udgjorde herefter det ekstra tilbehør ved  lørdagens festbanket.

En stor tak til turudvalget for et meget vellykket arrangement. Vi glæder os allerede til næste års sensommertur.

Lone & Jytte

 

Webmaster: bruselius@stofanet.dk

Troense Kajakklub
v. fmd. Marianne Berthing
Fåborgvej 129
5762 V. Skerninge 
62 24 13 14