maj
10

08:00 - 15:00

Aug
14

20:15 - 21:00

Aug
24

14:30 - 14:00

Okt
1

19:00 - 21:30

Vi har 59 gæster og ingen medlemmer online

Kongeåen tog magten

Frederik LaursenPer ChristensenSikkerhed: Kajakturen på Kongeåen udviklede sig i en dramatisk retning for nogle af deltagerne. Jeg var én af dem. Troense Kajakklub skylder to mænd med is i maven, autoritet, overblik og handlekraft en hel del.

Af Inge Kjær Sørensen

Kajakturen på Kongeåen i weekenden 16.-17.9.2017 lød som den perfekte langtur for en nybegynder i kajak som mig selv. En pæn distance på ca. 50. km. fordelt næsten ligeligt over to dage i selskab med over 30 af de imødekommende og hjælpsomme mennesker, der udgør det varme hjerte i Troense Kajakklub. Som flere ivrigt påpegede forud for turens start ved Frihedsbroen i den historiske egn ved Skibelund Krat, så ville denne her tur være piece of cake – barnemad – for Kongeåens strøm ville gøre det hårde arbejde for os. Vi skulle bare fokusere på vores styretag og så ellers glide med ud mod målet ved Kongeå Sluse ved Vesterhavet.

Det skulle vise sig at blive en sandhed med modifikatoner. For netop strømforholdene på den brede å skulle komme til at true med at tage magten fra flere af turens deltagere. Herunder mig selv.

Kraftige nedbørsmængder i dagene op til vores start d. 16.9. betød, at Kongeåens vandmasser var svulmende. Og strømmen i åen i topform. Langs hele Kongeåen flød vandmasserne ud over marker og enge. Elektriske hegn stod under vand. Vandrestien langs Kongeåen var forsvundet under vandet, og i weekenden d.16.-17.9.2017 var vandrestien ikke en sti forbeholdt vandrere i det historiske landskab. Nej, det var en sti, hvor kajakker bevægede sig gennem trælågerne i jagten på den egentlige Kongeå.

Efter kloge rekognosceringer blev allerede starten på turen rykket ca. ni kilometer frem. Udfordringen, der blev diskuteret inden start, var de mange broer over åen, som vandmasserne nu gjorde det umuligt at komme under. Vi skulle forberede os på enten at sejle udenom, hvor det var muligt, men ellers måtte vi selvfølgelig op af kajakken og tage en overbæring og hjælpe hinanden videre.

Starten gik i hold med en klog blanding af rutinerede kajakfolk og mindre rutinerede. Den beslutning fik en efter min mening afgørende betydning, da mit hold sidst på formiddagen lørdag nåede en bro, vi ikke i tilstrækkelig høj grad var forberedte på. Det gik for hurtigt med at komme hen til broen. Strømmen tog magten og pressede en kæntret kajakroer ind under broen. Kæntringen skete, da roeren forgæves forsøgte at undgå at blive mast ind under broen og forsøgte at ro uden om. Nu lå kajakroeren i vandet under sit kajak inde under broen. Frederik Laursen handlede lynhurtigt. Kom ud af sin kajak. Op på broen, hvor det lykkedes ham at få fat på kajakroerens hånd, og få vedkommende halet op af åen og i sikkerhed. Fra det sted langs åens bred, hvor jeg selv ventede på at komme forbi broen, kunne jeg konstatere, at Frederik handlede fuldstændigt uden tøven. Han spildte ikke et sekund. Der var i hans hoved ikke nogen overvejelser om det ene eller det andet scenario – at strømmen ville føre den kæntrede ud på den anden side af broen eksempelvis. Han greb ind. Øjeblikkeligt.

Det siger en del om Kongeåens strømforhold den weekend, at ca. en tredjedel af turens deltagere nåede at kæntre i løbet af turens første dag. Herunder mig selv. Strømmen anbragte tre kajakker på tværs i et harmonika-sammenstød. Jeg lå yderst og kæntrede, da jeg ramte den foranliggende kajak. Den kraftige strøm tog mig, min kajak og min redningsmakker med et pænt langt stykke, før vi fik situationen under kontrol ved en åbrink, og jeg kom tilbage i cockpittet. Jeg havde, mens jeg var i vandet, fast Kongeåbund under fødderne flere gange. Men strømmen flyttede mig ganske enkelt videre.

Belært af lørdagens erfaringer blev der søndag morgen sammensat et spejderhold af erfarne kajakroere, der skulle hjælpe de efterfølgende hold gennem grødespærringer, der er afspærringer på tværs i åer med jerndragere, og forbi de udfordrende broer. Det fungerede rigtigt godt, at en ventende spejder i god tid lå parat til at forklare det efterfølgende hold, hvordan der bedst kunne navigeres videre udenom forhindringerne.

Ved Gredstedbro lige før vejbroen, der er et stykke af landevejen til Ribe, baksede spejderholdet heroisk alle videre forbi en grødeafspærring placeret i rivende strøm, før de satte sig i kajakkerne igen og lagde sig i spidsen for at gøre klar til næste udfordring.

Dén meldte sig hurtigt, skulle det vise sig.

Lige efter Gredstedbro kun ca. en kilometer fra det sted, hvor vi havde aftalt at gå i land og pakke kajakkerne på bilerne – fordi de sidste kilometer ud til Kongeå Sluse var for forsvømmede og ufremkommelige -  ligger den lille by Jedsted. Mit Waterloo.

På et sted, hvor Kongeåen var rigtig bred og svulmende med en glubsk strøm, var et stort træ faldet i åen. Træets grene og stamme spærrede i hvert tilfælde af for halvdelen af åen. For at det ikke skal være løgn, var den anden halvdel afspærret af hegn og træer fra en alvorligt oversvømmet have. I haven gokkede fornærmede høns over vandmasserne.

Her i denne jungle af faldne træstammer og vildnisset af grene var der, skulle det snart vise sig, også en Tarzan. Som aftalt sejlede spejderholdet først. Per Christensen banede vejen, da han fiskede sin kniv frem og siddende i kajakken fik skåret så mange grene af, at der opstod en lille portal i åens højre side, hvor det var tanken, at vi andre skulle passere igennem. Det lykkedes for spejderholdet. Men ikke for mig. Jeg lå sammen med Elise Schack og Lis Pedersen afventende i åens venstre side. Vi holdt fast i diverse grene for ikke at blive revet med. Min kajak lå først for, og jeg var helt klar over, at der skulle arbejdes, hvis jeg skulle forcere Kongeåen på dette sted. Sekunder senere lå jeg i vandet. Kæntret, da jeg ramte træstammen. Der lå jeg. Med en arm om træstammen på højre side og min kajak på den venstre. Strømmen var rivende. Jeg følte mig ikke i fare. Men jeg skulle have hjælp. Dét stod lysende klart.

Elise og Lis, der sad i deres kajakker, et par meter fra mig, meldte sig straks med rolige kommentarer og instruktioner om at holde fast i træstammen.

Hjælpen kom fra Per, der var sejlet tilbage til hold to og siddende i sin kajak næsten med det samme dukkede op i vildnisset af grene. Hvordan det så ellers overhovedet kunne lade sig gøre!

Hvis ikke han var sejlet tilbage, står det hen i det uvisse, hvorledes jeg ville have været i stand til at forlade Jedsted.......ever!!

Så gik han ellers i gang. Det ene øjeblik sad han i sin kajak. Det næste øjeblik stod han bag på min, som han havde vendt om. Så halede han mig på plads i min kajak, skubbede den op på træstammen, mens han overvejede, hvordan jeg kunne komme videre. I bogstaveligste forstand sad jeg nu på den grønne gren. Med ro, overblik og autoritet overtog Per kommandoen. Da han kunne høre, at jeg ikke havde mod på at navigere ind i vildnisset på den anden side, udtænkte han Plan B.

Det næste der så sker er, at jeg pludselig ser Per vade ind i haven på den anden side af træstammen. Hvordan han så egentlig kom derhen, kan jeg umuligt forklare. Der kommer et reb i min kajak, og jeg hales baglæns ind i den oversvømmede have i Jedsted. Reddet! Så skal jeg alligevel ikke tilbringe resten af mit liv i en kajak på en træstamme midt i Kongeåen ved Jedsted!

Dét er jeg meget taknemmelig for.

Elise og Lis får Per også bugseret ind i haven, og Lis får snakket med havens venlige ejer, der både tilbyder et badeværelse af skifte tøj i og masser af kaffe i det lune køkken.

Per tager sig også en dåseål. Det forstår jeg sådan set godt.

Kongeåturen blev ikke den tur under en blå septemberhimmel med sol på grønne enge, som jeg havde forestillet mig, den ville blive.

Den blev noget ganske andet. Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv. Men jeg er mere end almindeligt glad for, at Frederik og Per er gjort af det stof, der kommer helte ud af.