Nov
22

19:00 - 21:00

Nov
25

14:00 - 16:00

Nov
25

16:00 - 18:00

Nov
27

19:00 - 22:00

Nov
29

19:00 - 21:00

Dec
2

14:00 - 16:00

Vi har 46 gæster og ingen medlemmer online

Tyrkiet 2012

Tyrkiet 436Uret havde lige passeret midnat til d. 6. oktober, da 9 forventningsfulde kajakroere fra Troense Kajakklub (Ole, Grethe og Kirsten), Lundeborg Kajakklub, Kerteminde Kajakklub, Skælskør Roklub og Køge Kano- og Kajakklub fløj til Tyrkiet på 8 dages kajakferie. I forvejen var Vibeke (Troense Kajakklub, men p.t. Asiat, Grønland) fløjet derned.

Ankomst 7. oktober

Vi blev indkvarteret på et lille hyggeligt hotel i Göcek i det sydvestlige Tyrkiet. Dagen blev brugt på at hvile ud efter flyveturen, enten på værelset eller ved hotellets pool, en lille tur rundt i byen og langs havnen. Og så måtte det lokale tyrkiske bad, hamam'en, også lige afprøves  Aftensmaden blev indtaget på en restaurant på havnen.

1. kajakdag 8. oktober

Andendagen var turens første kajakdag, ro-distance: 16 km. Vi skulle ro i den naturskønne Göcekbugt med to overnatninger i det fri. Efter morgenmad på hotellet blev kajaktraileren trukket ned til havnen. Ole og Mahoo, vores lokale guide, der var med på hele turen, skulle lige ud at proviantere inden afgang. Vi andre blev imens inviteret på øl og sodavand hos gæstfrie derboende danskere med kajakrelationer. Endelig var vi alle klar til afgang. Fantastisk at komme ud på det smukke blå hav. Vandtemperaturen omkring 26 grader, ingen vind og malerisk skærgård. Det var vældig svært at gøre andet end at nyde livet, når man sad i kajakken.

Første stop på turen var i en lille bugt ved en ø, hvor snorklerne blev fundet frem, inden vi gik om bord på "Pandekageskibet". Her blev frokosten i form af tyrkiske madpandekager indtaget. Mumms! Tilbage i kajakkerne og videre indtil det blev tid til at gå i land for at indtage eftermiddagskaffen på en lille cafe, man kun kunne komme til ad vandvejen. Hængekøjerne på stedet skulle også lige afprøves. Herefter i CIMG1446kajakkerne igen til vi nåede dagens slutdestination, et spisested hvor der også kunne overnattes.

Aftensmaden bød på lækkerier fra det tyrkiske køkken, som er både velsmagende og sund. Herefter blev DGI-sangbogen fundet frem. Vi sang mindst lige så godt som et stort engelsk selskab, der sad lige i nærheden. Til gengæld blev de ved meget længe efter, vi var kravlet i soveposerne. Pga. en misforståelse havde turarrangørerne ikke sendt de lovede telte med os. Heldigvis! Vi fik de dejligste overnatninger i det fri. Første nat slog vi os ned helt nede ved vandkanten, så der var opvågning i soveposen til en meget flot solopgang i Göcekbugten.

2. kajakdag 9. oktober

CIMG1461Ro-distance: 17 km. Efter morgenmaden fortsatte turen langs kysten, der bugtede sig ud og ind. Formiddagskaffestedet fandt vi i bunden af en lille bugt, hvor det også var tid til at finde snorklerne frem og blande sig med småfisk og en enkelt en stor rokke. Ud i kajakkerne igen på det klare vand, indtil det blev frokosttid i en afsides lille vig. Her spiste vi af den medbragte proviant, men vi var ikke kommet længere ud end efter frokost kom der en båd sejlende, hvorfra der blev solgt ispinde! Der blev øvet grønlandsrul i vandet, inden vi roede videre.

Nu gik turen ud blandt skærgårdsøerne. Inde på land kunne vi se bjerggeder "kravle" rundt på utilgængelige steder – for mennesker forstås. På vandet blæste det let op, som det ofte gør om eftermiddagen på de kanter, men altid med en vind, som kommer ude fra havet og ind mod land.

Endemålet for dagen var en naturhavn på en ø, der tidligere havde været under græsk besiddelse. Øen var forladt bortset fra det spisested, hvor vi var gået i land. Bag restauranten var tre nyopførte shelters, lige klar til at vi kunne rykke ind. Bag shelterne var en indhegning med geder – med bjælder om halsen. De forholdt sig dog i ro om morgenen. En lille gåtur til en bugt på den anden side af øen, inden det var tid til aftensmaden.

3. kajakdag 10. oktober

Tyrkiet 148Ro-distance: 28,5 km. På denne dag skulle vi ro udenskærs. Efter sikkerhedsinstruktion, hvor vi blev ro-makkere to og to, og aftaler om at holde tæt sammen, roede vi af sted. Vi startede gennem en smal passage mellem to øer, hvor man tydelig fornemmede, hvor kraftig strømmen var ude fra Middelhavet. Vel gennem passagen, fulgte vi kysten på "ydersiden" af øen, indtil der skulle krydses fra den ene ø til den næste. Vejret viste sig fra sin allerbedste side, ingen vind, ingen bølger og dejligt solskin. Trods det fine vejr fornemmede man, at her kunne havet ændre karakter og skabe meget store bølger. Det var en helt fantastisk tur. Først mødte vi flokke af flyvefisk, dernæst så vi en flok delfiner i det fjerne, som kom imod os og var helt tæt på kajakkerne.

Vi roede indenskærs igen, fandt en lille strand på en ø, hvor vi gik på land for at få en tiltrængt pause med lidt medbragt mad og drikke. De vilde kaniner på stranden glemte alt om at være vilde, da de fik vores melonaffald. Søde var de. Vi var hurtigt i kajakkerne igen, da vi havde et godt stykke vej til Göcek, som vi skulle tilbage til. Ude på vandet oplevede vi igen, hvordan vinden blæste op om eftermiddagen, og det gav lidt uro på vandet. Da vi var godt forsinkede i forhold til tidsplanen, valgte vores guide at tilkalde en opsamlingsbåd, som samlede os op, så vi fik desværre ikke lov til at ro de sidste få kilometer tilbage. Kajakkerne var på line efter båden, flot syn! Om bord på båden hoppede hængekøjen lige op på ryggen af mig, ikke værst. Tilbage i Göcek skulle kajakkerne ordnes og på traileren. Vi var tilbage på hotellet for en hurtig omklædning, inden vi skulle ud på 2 timers kørsel i bus til Kas, som var base for resten af ferien.

Ro-fri dag 11. oktober

Femte dag var ro-fri dag og turens eneste regnvejrsdag. Kas er en hyggelig ferieby med ca. 8000 indbyggere. Dagen blev brugt på at kigge lidt på byen, slippe shoppe-genet løs, nyde livet på fortovscafeerne. Mændene var en tur hos den lokale barber – nydeligt resultat. Den lokale hamam blev afprøvet, denne gang den helt store tur – ren velvære.

4. kajakdag 12. oktober

Tyrkiet 161Ro-distance: 17,2 km. Vi kørte med bus i ½ time til Kekova. Her blev kajakkerne sat i vandet til en 2 dages tur i Kekova bugten. Solen skinnede igen fra en skyfri himmel, da vi roede over mod Kekova øen, hvor "den sunkne by" ligger. Den sunkne by er ruiner af en lykisk og byzantisk by, som pga. jordskælv blev sænket 6 m. Vandet er meget klart i området, så man kan se omrids af huse og trapper og enkelte krukker og skåle. Vores kajakker måtte pænt dele pladsen på vandet med et væld af turbåde, som sejlede turister derud.

Vi krydsede tilbage til fastlandet til landsbyen Kaleköy. Her blev frokosten indtaget på et charmerende spisested. En enkelt høne gik frit rundt mellem bordene - den gik nok ikke på hotellet i Troense! Efter frokosten tog Ole og jeg turen op til ruinerne af et fort, som lå højt over havets overflade og blev belønnet med en fantastisk udsigt!

Tyrkiet 188Tilbage til kajakkerne og hen og runde en sarkofag, som stod i vandet tæt ved havneindløbet. Turen fortsatte mod øst, indtil vi kom ud til en klippegrotte, hvor alle kajakkerne snildt kunne være inde på én gang. Vi roede ud af grotten igen og efter en kort melonpause på en lille klippeø, blev kursen sat mod en lille beskyttet bugt ved Kekova øen.

Som vi havde oplevet det på andre eftermiddage, blæste det pludseligt op. Med en kajak, der pludselig tog vand ind og en anden kajak, hvor roret gik i stykker, blev turen over mod den øde Kekova ø en rigtig "arbejds-tur", men frem kom vi da, lige inden solen gik ned.

Det var aftalt, at vi denne nat skulle overnatte på en båd (kompensation for manglende telte). Så kajakkerne blev efterladt på stranden, og vi gik om bord på båden, hvor grillen var tændt op til aftensmaden. En rå-hyggelig aften med snak og hygge under en stjernehimmel, som jeg sjældent har set tilsvarende. Mulighed for at sove under stjernehimlen, hvor vi troede vi var helt alene, men det viste sig at myggene også havde fundet denne dejlige plet!


5. kajakdag 13. oktober

Tyrkiet 146Sidste kajak-dag, ro-distance 11 km. Efter morgenmad på båden, var vi atter i kajakkerne og roede ud af den lille bugt. Der blev roet hen over et område mellem to øer, som kaldes akvariet, pga. det meget klare vand. Vi gjorde holdt ved et lille sted, hvor der var mulighed for en kop kaffe. Derfra var vi på en gåtur af ca. ½ times varighed på en del af "The Lycian Way", der er en vandrerute. Vi endte turen ved et område med en ruinkirke og en del sarkofager, der pga. jordskælv var placeret lidt rundt omkring i området. På tilbagevejen mødte vi en landskildpadde. Vandreturen var varm, så vi måtte lige have en dukkert i vandet, inden vi roede videre. Nogen var heldige og se en havskildpadde, desværre var det ikke mig.

Nu gik turen tilbage mod Kekova, hvor kajakkerne skulle afleveres. Frokost på havnen i Kekova og tilbage i bus til hotellet i Kas.

Sidste dag 14. oktober

Tyrkiet 303Feriens sidste dag var ikke programsat. Vi var en del, som gik ud til den lokale strand i Kas, ca. ½ times vandring. Dejligt sted, hvor der blev badet, snorklet og slappet af i strandstolene. Dagen sluttede af på Amfiteatret lige ved siden af hotellet. Her sad vi alle og nød solnedgangen. Ole gav en sang nede på den store scene. Smukt og til stor begejstring for de mennesker, der sad på Amfiteatret. Herefter var der aftensmad og -hygge på hotellets tagterrasse.

Kufferterne skulle pakkes. Hjemturen startede i løbet af natten. En dejlig ferie var slut!